Vedtægter

Vedtægter for Stenløse Boldklub

§ 1 Navn og hjemsted

  1. Klubbens navn er Stenløse Boldklub
  2. Klubben har hjemme i Stenløse, Egedal Kommune.



§ 2 Formål

  1. Det er klubbens formål
    1. at skabe interesse for og udbrede kendskabet til idræt,
    2. at dygtiggøre sine medlemmer uanset køn og alder,
    3. at skabe en aktiv og positiv ånd omkring klubben og dens arbejde,
    4. samt at arbejde til fremme af dansk idræt

§ 3 Landsorganisationer

  1. Klubben kan tilslutte sig en eller flere hovedorganisationer, hvis formål ikke strider mod formålet i § 2

§ 4 Medlemskab

  1. Enhver kan optages som medlem.
  2. For personer under 18 år skal begæring om medlemskab attesteres af forældre eller værge.
  3. Ledere og trænere i klubben bliver automatisk medlemmer.
  4. Udmeldelse af klubben skal ske med mindst 14 dages varsel til 30. juni eller 31. december
  5. Når et medlem er i kontingentrestance er man ikke spilleberettiget.
  6. Ingen, der er udelukket på grund af kontingentrestance, kan optages som nyt medlem af klubben, før vedkommende har betalt sin gæld til klubben.
  7. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem når særlige forhold taler herfor. Dette kræver dog mindst 2/3 dels flertal i bestyrelsen. Vedkommende skal, inden bestyrelsen træffer en sådan afgørelse, have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar, og han/hun kan kræve, at spørgsmålet om eksklusion afgøres på førstkommende generalforsamling. Også på generalforsamlingen kræves 2/3 dels flertal for eksklusion. Afstemninger om eksklusion skal foregå skriftligt.
  8. I alle tilfælde, hvor en eksklusion skal behandles på en generalforsamling, har vedkommende medlem krav på, at få meddelelse herom senest 14 dage før generalforsamling, ligesom han/hun har ret til at forsvare sig. Spørgsmålet om eksklusion optages som et særskilt punkt på dagsordenen.

§ 5 Kontingent

  1. Klubbens kontingent fastsættes for ét år ad gangen af bestyrelsen.
  2. Kontingentet opkræves halvårsvis forud for aktive medlemmer.
  3. For passive medlemmer opkræves kontingentet helårsvis forud.
  4. Trænere og ledere i klubben er kontingentfrie.
  5. Forudbetalt kontingent kan ikke forlanges tilbagebetalt.

§ 6 Ordinær generalforsamling

  1. Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle klubbens anliggender
  2. Den ordinære generalforsamling, der afholdes én gang årligt i januar eller februar måned, indkaldes med mindst 14 dages varsel i den lokale presse og på klubbens hjemmeside.
  3. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen til vedtagelse, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse. Rettidigt indsendte forslag skal optages på dagsordenen som underpunkter til dagsordenens punkt 5, jf. § 7.
  4. Kun medlemmer som er fyldt 16 år, har været medlem i mindst 3 måneder før generalforsamlingen og som ikke er i kontingentrestance har selvstændig stemmeret på generalforsamlingen.
  5. Forældre eller værge til et medlem under 16 år udøver dette medlems stemmeret med en stemme. Medlemmet skal dog have været medlem i mindst 3 måneder før generalforsamlingen og må ikke være i kontingentrestance for at være stemmeberettiget.
  6. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt, men alene ved personlig fremmøde
  7. Valgbare er alle stemmeberettigede medlemmer, som er myndige.
  8. Afstemninger på generalforsamlingen afgøres ved almindeligt stemmeflertal. Dog kræver vedtægtsændringer et kvalificeret flertal på 2/3 af de afgivne stemmer.
  9. Skriftlig afstemning foretages, når blot et medlem ønsker det.
  10. Valg til tillidsposter, jf. § 7 stk. 6, skal altid foregå skriftligt, når der er flere foreslåede kandidater til samme hverv.
  11. Generalforsamlingens beslutninger, samt i rimeligt omfang referat af forhandlingerne, føres til protokols.

§ 7 Dagsorden for ordinær generalforsamling Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning for det forløbne år
  3. Udvalgsformændenes beretning for det forløbne år
  4. Forelæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år, samt budget for det kommende år
  5. Behandling af evt. indkomne forslag
  6. Valg til tillidsposter
    1. Valg af formand (ulige år)
    2. Valg af kasserer (lige år)
    3. Valg af 1 medlem til bestyrelsen (ulige år)
    4. Valg af 1 medlem til bestyrelsen (lige år)
    5. Valg af 1 bestyrelsessuppleant
    6. Valg af 2 revisorer
    7. Valg af 1 revisorsuppleant



§ 8 Ekstraordinær generalforsamling

  1. Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 25 stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom til bestyrelsen.
  2. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter, at begæringen er fremsat overfor bestyrelsen med oplysning om det emne, der ønskes behandlet
  3. Om indkaldelse og oplysning om dagsorden gælder bestemmelserne i § 6.

§ 9 Klubbens ledelse

  1. Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold, herunder overfor andre klubber, forbund, samt kommunale og offentlige instanser
  2. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til vedtægterne.
  3. Til den ordinære generalforsamling informere bestyrelsen om de stående udvalg, der skal virke for det følgende år, idet alle selvstændige afdelinger i klubben er berettiget til at nedsætte et sådant.
  4. Herudover kan bestyrelsen til enhver tid nedsætte øvrige udvalg, der skønnes nødvendige.
  5. Samtlige udvalg er ansvarlige overfor klubbens bestyrelse, jf. disse vedtægter, og refererer via deres formænd til klubbens bestyrelse.
  6. Bestyrelsen består af en formand, en næstformand, en kasserer, en sekretær, samt udvalgsformænd for de stående udvalg.
  7. Bestyrelsen, med undtagelse af udvalgsformændene, vælges på den ordinære generalforsamling.
  8. Genvalg kan finde sted
  9. Bestyrelsen kan til enhver tid indkalde kompetencer og fornøden ekspertise i det løbende arbejde.

§ 10 Konstituering og tegningsret

  1. Bestyrelsen konstituerer sig snarest og senest 14 dage efter generalforsamlingen med næstformand og sekretær.
  2. Bestyrelsen fastsætter selv sin dagsorden.
  3. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig når mindst halvdelen af dens medlemmer, hvoriblandt formand eller næstformand, er til stede, jf. dog § 4 stk. 7.
  4. Ved stemmelighed er formandens, og i dennes fravær, næstformandens stemme afgørende.
  5. Over bestyrelsen handlinger føres beslutnings- og referatprotokol.
  6. Klubben tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner kræves dog godkendelse af såvel formanden som kassereren.
  7. I alle sager, der vedrører køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og løsøre, tegnes klubben af formanden, næstformanden og kassereren i forening.

§ 11 Regnskab

  1. Klubbens regnskab år er 1. januar til 31. december.
  2. Bestyrelsen skal senest 14 dage før den ordinære generalforsamling afgive driftsregnskab for det foregående år, samt status pr. 31. december til klubbens revisorer.
  3. Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorernes påtegning.

§ 12 Revision

  1. På den ordinære generalforsamling vælges for ét år ad gangen 2 kritiske revisorer samt 1 revisorsuppleant, jf. § 7.
  2. Revisorerne skal hvert år forud for den ordinære generalforsamling gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er tilstede.
  3. Driftsregnskab og status skal forsynes med påtegning
  4. Hver af revisorerne har til enhver tid ret til at efterse regnskab og beholdninger.

§ 13 Vedtægtsændringer

  1. Ændringer i nærværende vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

§ 14 Æresmedlemmer

  1. Bestyrelsen er bemyndiget til, såfremt det skønnes fortjent, at udnævne medlemmer, der har udført en særlig indsats for klubben, til æresmedlemmer.
  2. Æresmedlemskabet er livsvarigt og kontingentfrit
  3. Æresmedlemmer er stemmeberettigede ved afstemninger

§ 15 Klubbens opløsning

  1. Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun besluttes på en hertil særskilt indkaldt ekstraordinær generalforsamling.
  2. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst halvdelen af klubbens stemmeberettigede medlemmer er tilstede, og at mindst 5/6 af disse stemmer for forslaget.
  3. Opnås et sådant flertal på en ikke-beslutningsdygtig generalforsamling, indkaldes til ny ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte flertal, uanset antal stemmeberettigede medlemmer, der er tilstede.
  4. På den opløsende generalforsamling træffes samtidig bestemmelse om fordeling af klubbens midler, idet disse under alle omstændigheder skal anvendes til idrættens fremme i Stenløse. Disse vedtægter er vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling d. 10. oktober 2007 og erstatter ”Love for Stenløse Boldklub” af 24. februar 1997.