Bilerne holdt hele vejen ned af Præstegaardsvej og ned til Centret, da Stenløse Boldklub i lørdag tog i mod mere end 1000 spillere til det traditionsrige Lokalbank Cup fodboldstævne.
Med mere end 1000 børn og mindst dobbelt så mange forældre, søskende og bedsteforældre havde vi frygtet at trafikken helt ville gå i stå omkring stadion, fortæller Peter Bruun fra stævneudvalget. Derfor havde vi allieret os med Politi Hjemmeværnet, der sørgede for at dirigere trafikken. Dermed undgik vi at nogen blev lukket inde på grund af parkedede biler.
Igen i år forløb stævnet godt og selv om vejret om formiddagen ikke viste sig fra sin bedste side, tog både spillere og forældre regnvejret med ophøjet ro.
Vi var godt forberedte til vejret, selv om der ikke er nogen tvivl om at der ikke var megen salg i eksempelvis slush-ice om formiddagen, lyder det fra Peter Bruun.
Danmarks borgmester
Flere gange om dagen blev der afholdt præmieoverrækkelse, for til Lokalbank Cup er der nemlig altid præmier til alle. Ligesom tidligere år, havde boldklubben allieret sig med viceborgmester Villy Eliasen, og det kom der flere sjove episoder ud af. Som da en lille dreng udbrød: Jeg har mødt Danmarks Borgmester!
Røde Kors havde også samaritter på stadion og de meldte om en forholdsvis rolig dag. De havde dog måttet sende to videre på skadestuen med skader i knæene.
Fra Lokalavisen