|
| Handelsbank Cup 2010 blev en succes SB - nyt 11. august 2010 - 09:12 af: Bo Grevy I lørdags afholdt ungdomsafdelingen Handelsbank Cup for 700-800 ungdomsspillere. Stævnet forløb rigtig godt, men hvis SB også fremover skal være vært for et sommerstævne, så kræver det nye friske kræfter til at arrangere det. Endnu engang lykkedes det at få afholdt et succesfyldt sommerstævne i Stenløse med masser af god fodbold, godt vejr og godt humør. Vores gode sponsor og samarbejdspartner gennem mange år, Lokalbanken, har siden sidste års stævne skiftet navn til Handelsbanken og som en naturligvis konsekvens heraf har vores sommerstævne også skiftet navn fra Lokalbank Cup til Handelsbank Cup . En stor tak til Handelsbanken for deres flotte og vedholdende sponsorat og også en stor tak til Kvickly som vi i år for første gang havde med som sponsor til stævnet.
På trods af en del sene afbud mødte 86 hold med 700-800 spillere i årgangene 2005-1997 op til stævnet. I de små årgange blev der ikke noteret resultater (vi følger selvfølgelig DBU's røde tråd), men i årgangene 2001-1997 blev der noteret resultater. I årgang 2000 lykkedes det SB's hold i B-rækken at vinde stævnet (stort tillykke med det), mens det i de øvrige rækker var KB, Frem, B1903, Ølstykke FC, FA 2000 & Dalby som efter indsatsen fortjent kunne hyldes som vindere af deres række. Handelsbanken havde sponseret drikkedunke til samtlige deltagere og der var også en erindringspokal til alle deltagere som blev overrakt af Egedals borgmester, Willy Eliasen. Tak for hjælpen
Der skal lyde en stor tak til de forældre, medlemmer og andre frivillige som på forskellig vis var med til at få stævnet op at stå. Vi havde en del boder med salg af mad, drikke, slik, Slush Ice, frugt og lodsedler. Som noget nyt tilbød vi til stævnet også massage, i det en af vores forældre som er uddannet massør stillede op og lod alle indtægter herfra tilfalde klubben. Alt dette er selvfølgelig medvirkende til, at vi efter stævnet kan donere penge til ungdomsafdelingen. Vi ved på nuværende tidspunkt ikke hvor meget overskuddet bliver, idet vi stadig mangler at kræve en del penge ind. Junior-spillerne fra team Egedal stod for næsten samtlige dommer-præstationer til stævnet, også en stor tak til dem og de øvrige dommere som stillede op.
Skal der være et stævne til næste år?
Over de sidste år 9 år har vi afholdt 8 sommerstævner i Stenløse, de fleste i samarbejde med Handelsbanken/Lokalbanken. En stor del af de personer som har arrangeret stævnet har været med i alle årene og ønsker ikke mere at deltage, og vi trænger derfor til nye kræfter. Hvis der ikke er nogle nye personer som vil være med til at arrangere stævnet, ja så må vi desværre opgive at afholde stævnet fremover. Vi håber derfor, at der er en gruppe af forældre, gerne i de helt små årgange, som har lyst til at arrangere stævnet fremover. Det er ikke et krav at man ved en masse om fodbold, blot skal man have lyst til at arrangere en god dag for en masse fodboldspillere. Vi står selvfølgelig klar til at assistere med den erfaring vi har opbygget gennem årene, og der er faktisk også udarbejdet en "drejebog" som kan benyttes når stævnet skal arrangeres. Evt. spørgsmål i forbindelse med dette kan stilles til vores ungdomskonsulent, Peter Bruun, enten via mail på peter.bruun@stenloese-bk.dk eller på telefon 3032 9158.  Vores årgang 2000 med vinderpokalen efter deres flotte sejr i B-rækken. Efter sigende skyldes deres sejr i høj grad nogle fantastiske taktiske dispositioner fra Palle Veje.
Billeder fra stævnet kan ses herunder, eller i lidt større format på http://picasaweb.google.dk/lokalbankcup/HandelsbankCup2010. |




 |